Velkommen til Wendel’s World.

Hej, og velkommen til Wendel’s World.

SÅ gik min blog omsider i luften, efter mange overvejelser… For hvorfor lave en blog? Har jeg overhovedet noget at skrive om? Er der i grunden nogen som helst, der gider læse med? Det må komme an på en prøve!

I hvert fald er du landet her, så en præsentation er nok på sin plads: Jeg hedder Stine, er uddannet lærer og sådan lidt allround kreativ. Jeg har mange småsysler, som jeg hygger mig med: Undervisning, tegning og maleri, hækling, bryllupsplanlægning og DIY, kagebagning, min have og mit nyeste påfund: Et VICA-orangeri, som jeg netop har underskrevet købsaftale på. Alle disse ting vil du kunne læse om her.

Jeg håber du vender tilbage.

Mange hilsner, Stine.

Udgivet i Welcome | Tagget | Skriv en kommentar

Bryllupskagebagning

Nu er der kun 140 dage tilbage til bryllup, og derfor skulle bryllupskagebagningen lige pudses af igen.

Her kommer min opskrift på bryllupskage (1 lag- Ø 35 cm):

Brune lagkagebunde:

8 æg

250 g. sukker

150 g. kartoffelmel

100 g. hvedemel

50 g. kakao

2 tsk. bagepulver

Reven skal af 2 økologiske appelsiner

Fremgangsmåde:

Æggene piskes længe og meget luftige.

Sukkeret piskes i lidt efter lidt- giv blandingen en lang oppiskning, til den er helt lys.

Pisk appelsinskallen i.

Bland alle de tørre ingredienser: mel, kartoffelmel, kakao og bagepulver sammen, og sigt det i dejen.

Vend forsigtigt i dejen, til den er glat, og fordel dejen i en smurt form eller bagering.

Bag kagen ved 200 grader (over/undervarme) på en af de midterste ribber i ca. 35 minutter- hold øje, og stik evt. en kødnål i undervejs.

Når kagen er kølet HELT af, kan den deles i 3 lag- den smuldrer ikke ret meget og er nem at håndtere.

Mousse 1: Kaffe-nougatmousse.

1 kop stærk kaffe

1 blok nougat

3 blade husblas

½ l. piskefløde

Fremgangsmåde:

Udblød husblasen i koldt vand i ca. 5 min.

Lav en kop stærk kaffe og hæld den i en gryde.

Smelt en blok nougat i kaffen og køl lidt ned (håndlunken- hvis blandingen er for varm, trevler husblassen).

Pres det værste vand af husblasen og smelt den i kaffe-nougatblandingen. Lad den køle lidt mere.

Pisk fløden hårdt op og tilsæt kaffenougatblandingen, og pisk op igen- den bliver nu mere blød, men ikke flydende.

Mousse 2: Passionsfrugtmousse.

½ l. piskefløde

3 blade husblas

3/4 flaske passionsfrugtsirup (fås bl.a. i Føtex)

Fremgangsmåde:

Opblød husblasen i koldt vand i ca. 5 min.

Pisk fløden hårdt op.

Pres det overskydende vand fra husblasen.

Opvarm passionsfrugtsiruppen i en lille gryde til den er lunken og smelt husblasen heri.

Afkøl passionsfrugtmassen en smule.

Hæld massen i den piskede fløde og pisk op igen- tilsæt evt. mere sirup fra flasken, hvis den skal have mere markant smag.

Smørcreme:

3 pakker smør

1 flaske flydende vanilleekstrakt

1 pakke flormelis

2 tsk. vanillesukker

 

Fremgangsmåde:

Pisk smør, vanilleekstrakt, vamillesukker og en del af flormelisen sammen ved høj hastighed. Blandingen bliver ret lys. Smag til med flormelis- blandingen skal ikke være fedtet, men heller ikke tør og klumpet.

Flæk kagen i tre bunde. Læg den underste bund i bageformen eller bageringen.

Fordel en del smørcreme i en sprøjtepose eller plasticpose, og sprøjt en ring af smørcreme langs kanten af den underste kagebund.

Inden for ringen af smørcreme lægger du nu et lag kaffe-nougatcreme.

Læg den midterste kagebund ovenpå, og gentag processen med en ring af smørcreme.

Inden i denne ring fordeler du nu et lag passionsfrugtmousse.

Læg den øverste kagebund øverst, og sæt på køl indtil kagen skal pyntes.

 

Når kagen skal pyntes:

Tag kagen ud af køl og lad den varme lidt op- smørcremen bliver cementhård, så den skal lige slippe kageformen. Alternativt, så hjælp den fri af kanten med en kniv.

Brug resten af smørcremen til at smøre kagen op- start med toppen, og smør siderne op.

Kagen kan nu overtrækkes eller den kan stå råt og pyntes med frisk frugt, blomster, flormelis eller hvad man nu har lyst til.

Velbekomme.

29595397_10155367410477036_962042182564337725_n

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Klinkerne er lagt

Så blev klinkerne i orangeriet lagt, og nu mangler kun fugningen, før rummet er helt færdigt.

Klinkerne er lagt diagonalt så det passer til resten af huset:

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

En tur i skoven og en gammel traver…

Familien og jeg var idag på Skamlingsbanken for at kigge efter svampe.

Efter flere dages regn, tittede solen endelig frem, og det skal klart udnyttes. På med gummirøjserne og afsted det gik. Svampe fandt vi ikke vildt mange af, men vi havde en skøn tur i det kuperede terræn, og da vi kom hjem hjalp den ene datter med at lave mad.

Jeg har et par dage gået og haft den største lyst til en pastaret som min mor lavede ind imellem, da jeg var barn. Det er sjovt som nogle retter næsten går i glemmebogen, selvom de smager fantastisk.

Denne pasta er helt vildt nem at lave, smager skønt og dræber efterårsbaktusserne effektivt pga. hvidløgsfeddene. Hele familien blev introduceret for retten her til aften, og den blev spist af såvel gamle som unge, med stort velbehag.

Opskriften er som følger (til 4 personer):

500 g. Fuldkornsspaghetti

En STOR dusk kruspersille

1 pose valnøddekerner

2 fed hvidløg

Olivenolie og vand

Salt og peber

Reven parmesan

Kog pastaen som du kan lide den.

Imens den koger, skyller og finthakker du persillen og hvidløget.

Hak valnødderne til fint smulder- gerne i en minihakker eller hvad du nu har.

Tilsæt hvidløg og persille og hak indtil det er meget fint. Tilsæt lidt olie og vand, indtil konsistensen er tyk, men kan røres med en ske. Tilsæt salt peber og parmesan efter smag, og vend i pastaen som i mellemtiden er kogt færdig og drænet for vand. Serveres med lidt ekstra parmesan på toppen.

Velbekomme.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Oversize-blomster

Idag kom jeg i gang med de oversize-blomster, som skal pynte feststedet til vores bryllup.

Jeg har lavet flere farvestrålende modeller i mindre skala, men har besluttet mig for at lave de endelige blomster i mere afdæmpede farver.

Til brug for blomsterne har jeg brugt:

1 trægrillspyd (pr.blomst)

Sølvpapir

Tape

Ståltråd og tang

Silkepapir i diverse farver.

Man starter med at forme blomstens midte i sølvpapir. Lav en kugle, stik træspyddet i og dæk med mere sølvpapir, så det ligner en dråbe på pind.

Tag en tredjedel af et ark silkepapir og fold rundt om, så alt sølvpapiret er dækket. Fæstnes med tape- slut af med stramt at vikle ståltråd om basen.

Tag nu næste farve silkepapir og klip halvt over på den lange side. Fold på langs og klip buer. Fold rundt om basen og sæt igen fast med tape og ståltråd. Gentag 1-2 gange.

Tag næste farve silkepapir og klip halvt over på den lange side. Klip mindre buer og gentag som ovenfor.

Til sidst tager du den sidste farve silkepapir og klipper halvt over- denne gang på den korte led. Fold på midten og klip store kronblade. Fold om og fæsten som før.

Slut evt. af med at lave stilken af et stykke haveslange, mere sølvpapir eller hvad du lige har for hånden.

Rigtig god fornøjelse!

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

En flammende buket af efterår

Nu varer det desværre ikke længe, før havens dahliaer visner ned, for nattetemperaturen nærmer sig med hastige skridt frysepunktet, og derfor er det også bare med at udnytte og nyde de smukke blomster, mens vi kan.

Derfor skar jeg en god håndfuld af i morges, og har nu sat dem i vase med frøstande af montbretia og knopper af stormhat- det er pangfarver for fuld skrue, og det kan da kun gøre en i godt humør!

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar